Don Gnu interview på landevejen

Om det der ikke kan siges

Der er også mange ting, det ikke kan sige

En gang imellem kommer en invitation til at betragte livet fra nogle helt andre indfaldsvinkler. ”Jagten på det Grå Guld” er sådan en invitation. En invitation til at sanse alt det, som ord ikke helt kan beskrive. Alt livet. Al humoren – ikke mindst i det at blive ældre … 

Der ligger bøger rundt omkring i lejligheden i København. Af den intellektuelle slags. Alligevel er mødet her forårsaget af udelukkelsen af ord. Så hvordan laver man en samtale, der skal beskrive alt det ordløse? Og hvordan kommunikerer man en fortælling uden ord til et publikum? 

”I alt det her kommer jeg til at tale rundt om, for at farve den modus, der ligger inde imellem”, indleder Jannik Elkær, kunstnerisk leder af Don Gnu – Physical Theatre & Film. Sammen med Kristoffer L. A. Pedersen har han skabt en gruppe, hvis stillingtagen til dét at være menneske går rent ind hos publikum – uden ord.  

”Jeg har altid syntes, at sprog og ord er fantastiske. Ord kan sige mange ting, men der er også mange ting, det ikke kan sige. Sproget er jo bygget op omkring en form, hvor vi hele tiden kommunikerer med hinanden inden for en bestemt sproglig forståelse, og hvor man i den gode samtale bygger op og bliver klogere sammen – og det er jo fantastisk! Men det er min erfaring, at når vi agerer fysisk over for hinanden, bliver hele kommunikationsformen mere sanselig og legende.  Vi aflæser ret meget i kroppen, i ansigtet, i mimikken, i tempo. Og det her ordløse univers kan beskrive nogle helt andre ting end sproget kan.

 

Vi skal lege, sanse og undre os

Det er en kunstform, der taler mellem linjerne, som bearbejder alt det, der ikke bliver sagt. ”Det er, hvordan vi forhandler virkeligheden imellem os. Hvordan kan vi skabe en fælles forståelse, så vi i det mindste undrer os sammen eller leger sammen? Vores vision er at styrke og fremme det sansende, legende og undrende menneske.”

Og der er blevet taget godt imod den tilgang. På få år er Don Gnu blevet en stor succes og turnerer i både ind- og udland. Recepten er fortællinger med krop, dans og musik – og kun meget sjældent ord. Reaktionen fra publikum er latter undervejs og et udtryk for begejstring. Branchen har belønnet dem med foreløbigt to Reumert-nomineringer samt publikumsprisen og anmeldelserne har været fremragende. 

 

Meningen er i bevægelse

Og før du tænker: Dans og bevægelse er ikke noget for mig, var det måske værd at overveje Don Gnu’s egen strategi. Gå med på legen, på oplevelsen. 

”Jeg er meget fascineret af blandt andre Wittgenstein  som har sagt noget i retning af, “Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”. Sproget kan være meget definerende og derfor kan meningen med livet ikke siges gennem sprog. Meningen med livet ligger i oplevelsen. Det er ikke en statisk ting. Det er noget, man oplever i bevægelse, i momenter – mens noget sker … Og det er det, jeg synes, scenekunst kan. Det er levende. Scenen er et fascinerende værk- sted til at forstå mennesket. Men vi må endelig ikke fortælle historien 120%. Der skal være noget, der er i dialog med publikum, en debat, som går ud over den sproglige debat. Det skaber samlet en oplevelse af noget, som ikke kan ske på andre måder, og som ikke vil ske igen.”  

På samme måde kommer ingen dag tilbage. Livet bevæger sig en dag ad gangen – og pludselig hører man til i den gamle ende af skalaen. Jannik Elkær er 41 år, og bliver som danser allerede betragtet som gammel. Det samtidig med, at han har oplevet et værdiskifte i vores samfund, hvor man ikke værdsætter alderdom og visdom som tidligere, gav idéen til ”Jagten på det Grå Guld.” 

”Hvad er det grå guld? Hvad er det vi jagter? Er det grå guld dem, der kommer i teatret? Dem, der har penge og overskud? Det grå guld kan jo også være det levede liv, de glemte fortællinger For mig er det det grå guld det levede liv og de glemte fortællinger – og det havde vi et ønske om at lege med, udforske og give en hyldest til.”

 

Jagten på det Grå Guld spiller på Holbæk Teater fra den 1. marts til den 16. marts 2019.