TAB

Jeg Løber

En forestilling om løb, sorg og savn

Jeg Løber er ny dramatik inspireret af journalist Anders Legarth Schmidts blog af samme navn i Politiken.

En mand begynder at løbe få timer efter, der er blevet slukket for hans kræftsyge 6-årige datters respirator på Rigshospitalet. Han løber, og han kan ikke stoppe igen. For midt i sorgen og det tab og den uretfærdighed, der rammer ham, åbner løbet sig til en tilstand, hvor han føler sig let og fri og stærk. Hvor han kan trække vejret. Og hvor han måske kan komme tættere på sin afdøde datter. Med udgangspunkt i Anders Legarth Schmidts oplevelser og erfaringer åbner forestillingen for spørgsmålet om, hvordan man overlever at miste et barn. Jeg Løber handler om at løbe. Men den handler også om magtesløshed over for sygdom. Og om døden og sorgens rolle i et samfund, der fortrænger døden som et vilkår.

Baseret på Anders Legarth Schmith’s blog om at miste sin datter

Anders Legarth Schmith begyndte sin blog Jeg Løber på Politiken i september 2015. Med sit indlæg nr. 44 lukkede han 18. november 2016 sin blog. Her skrev han bl.a.:

For lidt mere end tre år siden døde hun. Jeg er lykkelig over, at jeg fik tid med hende her på jorden, selv om hendes liv sluttede, næsten inden det var begyndt. Men hvad er tid overhovedet? Det er sekundet, da det sidste pres sender min datter i gang med livet. Det er sekundet, hvor hendes hjerte slår for sidste gang. Plus alt det imellem. Det er et liv. Vi måler det i år. Min ældste pige fik seks år. Jeg kalder det et kort liv og føler, at jeg må tilføje, at det var et fuldt liv. Det er jeg nødt til. Andre ord er ikke til at bære.

Jeg har skrevet på denne fortælling i mere end et år. Den begyndte med ord om min ældste datters død, og den slutter med ord om, at jeg lever videre med mine elskede her og i hjertet. Jeg ved ikke, om jeg har lært noget. Jeg kan ikke længere se forskel på fremgang, modgang og stilstand. Hvis jeg overhovedet nogensinde har kunnet det. Jeg er ikke i stand til at putte mine følelser i de kasser, jeg kender. De skifter fra sekund til sekund. Så hvad jeg skriver nu, kan være modsat og ugyldigt i morgen. Eller eviggyldigt. Hvem ved. Jeg er løbet tør for ord. De flyder ikke så uhindret gennem mig længere. Lysten er fordampet. Måske vender den tilbage.

Det er blevet en kamp at skrive afsnit efter afsnit uden at mærke en lineær fremgang mod alle drømmes mål. Ellen står ikke og venter på mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg vækker hende ikke. Og jeg knuser hende ikke. Det er sådan, det er. Hverken ord eller løb kan lindre. Eller måske kan de godt? Jeg ved det ikke. Det er umuligt at give et facit. Men tiden. Den går. Jeg vil prøve at bruge den godt. Vi ses. Jeg sætter det sidste punktum nu”.

 

Gratis pre- og aftertalk

Giv dig selv muligheden for at vide endnu mere. På denne forestilling, er der nemlig gratis pre- & aftertalk for alle med gyldig billet. Læs mere om TALKS.

 

Medvirkende: Anders Juul / Instruktion: Thomas Bendixen / Co-produceret af Det Kongelige Teater og scenekunstgruppen SYSTEMET

 

Del på Facebook
  • Priser: 175 - 290 DKK
  • Sted: Holbæk Teater
  • Spilleperiode: 1. Oktober 2018 19:30
  • Kategori: TEATER
  • Alder: fra 15 år
  • Varighed: 95 min. u. pause
  • Gratis med:
  • Arrangeret af:
Politiken
Berlingske
JyllandsPosten
Frederiksborg Amts Avis
Dagbladet Arbejderen
iscene.dk
ungtteaterblod.dk
GregersDH